Hvilken presseetik?

I den virkelige verden (den som ikke handler om politik) har politiet arresteret en person, de mistænker for at være serievoldtægtsmand og måske en da seriemorder. Igår har man kunnet læse, at denne person nu udleveres på blandt andet facebook med navn og adresse. Hvad det så end skulle hjælpe nogen.

Jeg satte mig for, at finde ud af hvor svært det var at finde denne person ud fra de oplysninger, som er bragt i Ekstrabladet og BT, og jeg synes det er deprimerende, at det kun tog mig omkring 5 minutter, før jeg havde adgang til personens navn, facebook-side, adresse, telefonnummer osv osv.

Hvad er pointen? Pointen er, at han ikke er dømt. Ingen aner om han er skyldig. Behøver jeg at minde om, at en anden mand for nyligt blev slæbt gennem skidtet anklaget for mord, hvorefter han blev løsladt fuldstændig uskyldig.

Sandsynligvis har politiet fat i den rigtige denne gang. De taler om et DNA match på 1:1.000.000, 0g forhåbentligt vil han være en meget meget gammel mand, før han igen får lov til at færdes mellem normale mennesker igen. Men efterforskningen foretages af mennesker, og hvor der er mennesker, laves der fejl. Måske har retsmedicinerne byttet om på prøverne, måske hader den ledende efterforsker fra politiet arrestanten af den ene eller den anden grund. Hvad er sandsynligheden? Utvivlsomt meget lille, men garanteret større end 1:1.000.000. Under alle omstændigheder burde man kunne forblive anonym indtil domstolene har dømt, når man anklages for så alvorlige forbrydelser.

Men Ekstrabladet og BT er ligeglade. For med al sandsynelighed er han jo skyldig, og så er der aldrig nogen, som vil stille dem til ansvar. Og teknisk/juridisk set har de jo heller ikke offentliggjort hans identitet.